I de her dage er det et år siden vi tilbragte vores vinterferie i Palma de Mallorca. Mallorca er fantastisk uanset årstiden. Dertil kommer, at Palma er en by man hurtigt forelsker sig i, og som vi efterhånden har været i nogle gange. Men vidste du egentlig, at Palma er kendt som byen med 600 skobutikker? Der ER mange fede skobutikker i byen, men jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ikke har talt dem, og tallet har jeg fra en tysk dame, der har boet i byen i 22 år. Nu er det ikke fordi indlægget skal handle om skobutikker, men jeg synes alligevel det er en pudsig ting, der lige skulle nævnes, hvis du hører til den, der ikke kan få nok lækre sko.
Vil du med en tur rundt i byen på vores første hele dag, kan du følge med her? Vi havde ikke lagt de store planer for, hvad vi ville se, vi ville første og fremmest suge byen til os.
Santa Catalina bydelen
De andre gange vi havde været i Palma, er vi kommet forbi et par gamle møller ved en af indfaldsvejene. Dem ville jeg gerne lidt tættere på. De ligger i den særdeles populære bydel Santa Catalina, og som stort set alt andet i Palma, i bekvem gåafstand fra vores dejlige hotel.
Som så ofte før, var vejret ikke med os, men det er jo hvad man må regne med, når man rejser udenfor sæsonen.
Udsigt over en del af lystbådehavnen
Når vi nu alligevel var i Santa Catalina ville vi kigge indenfor i madmarkedet, der ligger i bydelen. Vi skråede derfor gennem de små hyggelige gader og små pladser om til Mercat municipal de Santa Catalina.
Madmarkedet Mercat municipal de Santa Catalina
Vi gik indenfor i ly for regnen.
Lækre spanske skinker
Markedet bestod ikke kun af boder med alle de gængse ting, som frugt, grønt, fisk, kød og så videre.
Små færdige bøffer med chilli, spinat, ost osv., formet og klar til at lave burgere og sliders
Der var ligeledes masser af convenience food til de hurtige, sunde, gode måltider, og som på så mange andre madmarkeder er det også muligt at spise sin mad ved de enkelte boder på en lidt streetfood-agtig måde.
Varerne præsenteres pænt og ordentligt og hygiejnen er i top på markedet i Santa Catalina.
Vi spiste lidt frokost på markedet, inden vi bevægede os videre ud i Palma’s gader.
Lidt gadebilleder fra dejlige Palma
Gadebilledet i Palma er præget af små hyggelige gader, smukke huse, men ind i mellem støder man på noget sjov, skæv kunst. Blandt andet er kirken, der står på hovedet, en del af det. Når mørket har sænket sig over byen, står den lysende og fin og præger det lille torv.
Byen er præget af tusindvis af små altaner og smukke karnapper
Vi elsker at drysse rundt i de små gader, og kan få dage til at gå rundt de samme steder. Det er som om man ser noget nyt, hver gang man går gennem den samme gade som i går. Kender du det?
Et lille kig ind i La Montana, som er en af de mange lækre delikatesse forretninger i Palma
Restaurant L’ambigu
Da det var ved at være tid til aftensmad, fandt vi hen til restaurant L’ambigu, som vi havde planlagt hjemmefra vi ville besøge. Vi havde ikke bestilt bord, men tog chancen. Heldigvis kom vi tidligt, ellers havde der været fuldt optaget.
10 minutter senere var der fuldt hus
Vi bestilte falafel med salat og en kyllingeret med gul curry. Begge dele var virkelig lækkert og til særdeles rimelige priser. Inkl. en Sprite og et stort glas hvidvin kom vi af med ca. 125 kr.
Vi valgte at springe desserten over på L’ambigu. Lige ved siden af vores hotel ligger en lille café med stort udvalg af lækre kager, så vi drak en god kaffe og spiste et stykke lækker kage der, i stedet for.
Du kan læse mere om, hvad vi lavede i vores vinterferie på Mallorca HER og HER.
2 Comments
OnTrip.dk
februar 5, 2019 at 12:48 pmTak fordi du tog mig med et tur til Palma. Det var da en fornøjelse at læse om og så er det krydret med lækre stemningsbilleder. Det er mange år siden jeg har været på Mallorca men kan mærke at efter jeg har læst dine dejlige indlæg her på bloggen, er jeg blevet fristet til et gensyn med øen. Derfor tak for endnu dejlig inspiration.
Om ikke andet så frister 600 skobutikker – hold da op, det er da helt vildt.
/Annette
Kirsten
februar 5, 2019 at 10:41 pmTusind tak Annette 😀
Ja, er det ikke vildt med så mange skobutikker – ha-ha…
Man kan jo nok ikke være i tvivl om, at vi elsker den ø. Palma er virkelig en skøn lille storby, men når ret skal være ret, er det tydeligere at mærke, at de lokale der ikke er helt så glade for turister end andre steder på øen. De siger selv, at det nok har noget at gøre med, at byen er ved at blive rendt over ende af gæster fra de mange krydstogtskibe. Der ER også sindssygt mange gæster i byen om sommeren, så jeg kan godt forstå dem. De lokale i byen er virkelig søde, det er de altså, meeen der er en lille snert af turisttræthed.
Tusind tak for besøget og kommentaren 🙂