En hyggelig tur ud af Palma er en tur med veterantoget, også kendt som Appelsintoget, op til byen Soller. Vi har taget turen flere gange, men altid i efteråret eller sensommeren, hvor naturen har været lidt tør. Da vi var i Palma i februar måned var vi derfor enige om, at vi ville tage turen igen. Det var sæson for citrusfrugter på træerne og mandeltræerne var i blomst, så nu skulle det være.
Tren de Soller afgår fra Palma, hvor den gamle station ligger ved siden af metro- og togstationen lige ved Plaza Espana.
Stationen ligger i denne fine gamle bygning hvorpå der står Ferrocarril de Soller (Soller-jernbanen). Turen mellem Soller og Palma tager en times tid.
Når man køber billetten skal man vælge et tidspunkt, hvor man ønsker at tage toget ud og hjem. De andre gange vi har kørt ruten er vi kommet med sporvognen ude fra Port de Soller, så vi har aldrig rigtig været rundt i Soller. Derfor snakkede vi lidt med den venlige billetdame om, hvor lang tid man kan bruge i Soller. Vi havde planlagt at tage 10.30-toget, og hun mente at det ville være passende at tage afgangen kl. 14.00 tilbage til Palma, hvis vi kun skulle være i Soller. Så er der også god tid til at spise frokost, for der er ikke såååå meget at se i byen, som hun sagde.
Vi steg ombord på toget, hvorefter vi trillede ud fra stationen, gennem den nyere del af Palma og nordpå. Nu var det blot at læne sig tilbage og nyde de flotte udsigter på den smukke tur.
Historien om jernbanen
Soller ligger i appelsindalen smukt omgivet af Tramuntana-bjergene. Området er kendt for sin store appelsinproduktion, og før jernbanen blev etableret blev appelsinerne transporteret ned til Palma med hestevogne, og senere med biler. Appelsinhøsten skulle hurtigst muligt fragtes ned til byen, så en del af appelsinerne kunne skibes videre ud i verden. Vejene op over det stejle Coll de Soller-bjergpas var usikre om vinteren pga. sne, så køreturen kunne godt tage op mod ti timer. Etableringen af jernbanen og åbningen af den i april 1912 var derfor et kæmpe fremskridt.
Mandeltræer i blomst
Togstrækningen er ca. 27 km lang og går gennem de smukke bjerge med de mange olivenlunde ved Bunyola, appelsindalen, flotte udsigter og ikke mindre end 13 tunneler og 7 broer.
Ved Bunyola, som ligger mellem Palma og Soller, er det som om landskabet skifter karakter. Ned mod Palma er der forholdsvis fladt. Op mod Soller ligger Tramuntana-bjergene.
Citrontræer
Nu om dage bliver appelsiner og citroner ikke længere transporteret med toget. Det er ikke længere rentabelt at transportere varer med toget, og vejene i bjergene og blevet bedre, og der er blevet flere af dem, så toget er nu kun et persontog. Det er både lokale og turister, der benytter toget mellem Palma og Soller, men der er en vis overvægt at turister, det er nemlig ikke alle, der er glade for at køre i bjergene med de mange hårnålesving. Desuden er det nemt og bekvemt at tage toget, som har direkte forbindelse med sporvognen ud til Port de Soller. En anden grund til at turisterne er glade for toget er nostalgien, og det er da også en hyggelig tur i et adstadigt tempo.
Ruten fra Palma til Soller
Stationsbygningen i Soller
Vente- og administrationsområde
Den fine lille stationsbygning har en tilbygning, med udstilling af moderne kunst. Det er gratis at komme ind og se værkerne.
Stationsbygningen
Glimt fra Soller
Vi slentrede rundt i de små gader for at udforske bymidten. Ud over appelsinerne er Soller også kendt for den smukke kirke, som ligger et par hundrede meter fra stationen.
Den ligger på Plaza Constitucio, som det lille torv hedder.
På hovedstrøget ligger der flere butikker med lækre lokale delikatesser af høj kvalitet. Det er dejligt at se, at lige meget hvor man kommer hen på øen, så går mallorkinerne meget op i kvaliteten af de varer de køber.
Her fås gode vine, lokale likører, olier, toiletartikler og brugskunst i lange baner
Appelsintræerne stod rundt i gaderne
Tid til en lækker frokost med tortilla española (omelet med kartofler, løg og hvidløg), salat, friskpresset appelsinjuice m.v.
Det gamle tog, også kaldet Appelsintoget
Det var meget vigtigt for erhvervslivet og borgerne i Soller at få en jernbanelinje ned til Palma, så de betalte selv toget. Det kostede 3,5 mio. pesetas, hvilket svarede til ca. 157.000 kr. Der blev udstedt aktier for beløbet, og det siges at stort set alle familier i Soller købte aktier. Det er selvsamme tog, der kører i dag.
1. klasse med bløde lædersæder
I starten var der både 1. og 2. klasses kupéer i vognene, men i dag sætter man sig hvor man har lyst.
Når toget holder ved en af endestationerne går konduktøren gennem vognene og vipper ryglænene om, så passagererne altid kører forlæns. Det er ret smart for os, som hader at køre baglæns i et tog.
2. klasses kupéer med træsæder
Lokomotivet kobles fra
…. og køres om bag togvognene, hvorefter vognene kobles på igen og tog kan køre modsatte vej
Hjemturen gik ad samme strækning forbi mange flere træer med citrusfrugter og mandeltræer i blomst.
Alt i alt er turen med Appelsintoget ikke billig, men når jeg tænker på hvor mange ansatte der skal til for at få det hele til at fungere, og hvor meget det koster at vedligeholde togene, så synes jeg faktisk billetprisen er helt fair.
Fakta
- Strækning: Ca. 27 km.
- Rejsetid: Ca. 1 time.
- Afgange: Flere gange dagligt, afhængig af tidspunkt på året. Tjek hjemmesiden HER, hvor der også er mange flere gode oplysninger.
- Ensporet jernbane.
- Længste tunnel: Tunnel Major, 2,8 km.
- Billetter skal købes ved billetlugerne på stationerne.
- Pris fra Palma til Soller retur: 25 Euro for en voksen.
HER kan du læse meget mere om vores rejser til dejlige Mallorca.
Rejsetidspunkt: Februar 2018
4 Comments
OnTrip.dk
marts 21, 2018 at 2:04 amKan stadig huske duften fra alle appelsintræerne selvom det er maaaannge år siden jeg kørte turen. Virkelig en hyggelig tur. Tak fordi du tog mig med tilbage i din dejlige beskrivelse og smukke billeder, Kirsten.
/Annette
Kirsten
marts 21, 2018 at 9:00 amMange tak, Annette, – og tak fordi du tager dig tid til at skrive mens du er på farten 😉
Det er en rigtig hyggelig tur, og ja – Soller er en fin lille by. Som sagt er der ikke så meget at se i byen pga. dens størrelse, men jeg synes alligevel vi havde et hyggeligt lille besøg.
Tusind tak for din søde kommentar og fordi du kiggede forbi 🙂
/Kirsten
Laila MA - Rundt Ekvator
marts 21, 2018 at 5:51 amSå spennende tips. Jeg har planer om Mallorca på forsommeren og da er dette et veldig godt tips. Flotte bilder. Soller virker som en hyggelig by og toget var veldig sjarmerende.
Kirsten
marts 21, 2018 at 9:19 amHvis du ikke har besøgt Mallorca før, så kan du godt glæde dig, – Mallorca er SÅ dejlig. Nu ved jeg ikke hvor du skal bo, men er det i nærheden af Palma kan turen på egen hånd bestemt anbefales. Hvis du rejser ud fra Palma vil jeg anbefale, at du køber en kombinationsbillet, så du får turen med sporvognen (the tram) med ud til Port d*Soller og yderligere tilkøber en billet til båden op til Sa Calobra (billetter dertil kan købes som 1 billet ialt). Når du kommer til Sa Calobra er der er lille gangtunnel over til Torrent de Parais. Vi synes Torrent de Parais er et helt fantastisk sted, for os var det en helt speciel oplevelse. Jeg har ikke nået at skrive et indlæg derfra endnu, men det kommer senere. Der er også mulighed for at købe en tur hos f.eks. NoFrills excursions, hvor man kan køre turen over Tramuntana bjergene og så tage turen på den måde. NoFrills er meget pålidelige og det er gode ture de arrangerer. – Og så er det jo altid godt at leje en bil på Mallorca.
Der er flere indlæg på min blog fra Mallorca, hvis du har lyst til at læse om, hvad vi ellers har oplevet.
Du skal endelig bare stille spørgsmål, hvis der er noget du gerne vil vide, jeg svarer gerne, hvis jeg kan 🙂
Tusind tak for din kommentar, – og rigtig god tur når du kommer der til 😀