Roadtrip til Nordkap Sverige

HVAD KAN MAN NÅ PÅ 5 TIMER I STOCKHOLM?

Djurgården Stockholm

Hvad kan man nå på 5 timer i Stockholm? Ærlig talt – ikke ret meget, ud over at ærgre sig lidt over en hulans masse mennesker, der også havde fået den gode idé at besøge Sveriges smukke hovedstad.

Kender I den der følelse, at man egentlig bare går og venter, fordi der er noget man skal nå? Sådan havde vi det, – vi skulle nemlig nå færgen til Åbo/Turku i Finland.

Vagtskiftet ved Stockholms slot

Den korte tid skulle bruges så godt som muligt, så vi bestemte os for at se vagtskiftet ved Stockholms slot. Det fik vi nemlig ikke med sidst vi var i byen. Vi kom i god tid, så vi kunne få en nogenlunde god plads til at tage billeder. Hele seancen tager ca. 40 minutter og vagtskiftet ledsages af et militærorkester og en gang imellem af vagter til hest.


Den høje soldat, der står lidt foran de andre, er en form for befalingsmand, jeg vil skyde på han er godt 2 meter høj og lidt stor af statur. Jeg ved godt, at jeg ikke er helt “pæn” nu, men han var faktisk lidt sjov at høre på.  Forestil jer, at der ud af denne temmelig stor mands mund, kommer en høj, pibende stemme, når han afgav sine kommandoer. Det udløste en del fnisen i geledderne til publikums store fornøjelse.


Herefter var det militærorkestrets tur til at tage over. Umiddelbart tænkte jeg at vi skulle høre helt ordinær militærmusik, men NÆH NEJ! Det var en blanding af kendte svenske sange, bl.a. skrevet af Björn Afzelius, pop og musicalmusik. Jeg er mest til god gedigen rock og pop, så jeg havde virkelig ikke forestillet mig, at et militærorkester kunne imponere mig, men det lykkedes, for hold da op, hvor var det godt. Da de sluttede af med at spille Anthem fra Chess på så blød og fin en måde, var der ikke et øje tørt.

Alt i alt var vagtskiftet noget anderledes end vi havde forventet, og vi fik en god oplevelse ud af det.



Vi kiggede lige lidt på det imponerende slot ude fra slotspladsen, før vi gik om i området omkring Stortorget.



Som det ses var der virkelig mange mennesker i gaderne og på Stortorget, så vi blev hurtigt enige om at køre ud på Djurgården, hvor der var noget mere luft.

Djurgården

Vi fordrev de sidste timer i Stockholm med at slentre rundt og drikke kaffe i det dejlig område. I får lige et par billeder.





Den gamle kirkegård

Vi ville rigtig gerne have været ind og se Skansen, men det kræver mere tid end vi havde til rådighed. Vi ville også rigtig gerne have været ind og se ABBA museet, det nåede vi heller ikke. Som sagt var besøget på Djurgården for at få tiden til at gå, men vi var nu glade for at vi valgte at køre derud, hvor der slet ikke var så mange mennesker.

På gensyn Stockholm

Vi er bestemt ikke færdige med Stockholm, men vi skulle jo som sagt nå en færge mod Finland. Der er ingen tvivl om, at vi på et tidspunkt sætter en forlænget weekend af – uden for sæsonen – til at udforske byen.

Udsejlingen gennem den smukke skærgård

Solnedgang over skærgården

På gensyn Stockholm – forude venter Finland.

Du kan læse mere fra vores roadtrip HER

You Might Also Like

3 Comments

  • Reply
    OnTrip.dk
    august 9, 2018 at 8:27 pm

    Hold da op, i fik da meget ud af jeres 5 timer i Stockholm, Kirsten. Jeg anede faktisk ikke, at der var et vagtskifte ved Stockholm slot og det ser da underholdende ud. Haha jeg kan godt forstå at i fnisede når i hørte en kæmpe mand der havde en pibende stemme 🙂 Det var nu heller ikke lige den slags musik, jeg havde forventet at høre fra et militærorkester – ret sejt. Tak fordi du i smukke ord og billeder tog mig med til Stockholm og sikke en wow solnedgang 🙂

    /Annette

  • Reply
    Kirsten
    august 10, 2018 at 8:26 am

    Tusind tak for din kommentar, Annette 🙂

    Det var faktisk en fin oplevelse med vagtskiftet, selve vagtskiftet var som sådan nogle er, men det var musikken, der var prikken over i’et. Der stod en herre ved siden af mig, som havde overværet seancen før. Han fortalte, at det var virkelig flot når der var vagter til hest med. Det var der så ikke den dag vi var der.

    Vi var super heldige med den solnedgang 🙂 – men helt generelt er udsejlingen gennem skærgården utrolig smuk.

    Hver gang vi har været i Stockholm har vi skullet hurtigt videre enten med fly eller skib, så det har været ultra korte besøg. Vi bliver nødt til at sætte tid af til byen på et tidspunkt for den har meget at byde på.

    Tak for besøget 😀

    /Kirsten

  • Reply
    OnTrip.dk
    august 11, 2018 at 1:06 pm

    Jeg har kun været i Stockholm i forbindelse med arbejde og der så vi mest boliger. Jeg kunne godt tænke mig at være turist i byen en dag for smuk er den. Så kan jeg jo også se det vagtskifte med heste, haha

    /Annette

Leave a Reply

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk