Som afslutning på vores roadtrip i Irland, havde vi ca. et døgn i Dublin, før vi fløj hjem til Danmark. Det blev selvfølgelig et døgn med en masse forskellige oplevelser.
Vores hotel i Dublin var omgivet af pubber og et diskotek som nabo, så vi havde ikke sovet så meget om natten. Der havde været godt gang i den i løbet af natten, men det er jo forventeligt, når man bor midt i smørhullet i en stor, livlig by. Ud af fjerene og i gang skulle vi, for vores sidste hele dag i Irland skulle udnyttes bedst muligt. Kl. 9,00 forlod vi hotellet og fandt den bus vi skulle med for at se lidt af byen. Vi havde valgt at booke en kort byrundtur for at komme længere rundt end man bare lige kan gå.
Som det første kørte vi forbi Trinity College, som blev grundlagt i 1592 af Elisabeth I. Det gamle bibliotek rummer hele 200.00 af akademiets samlinger, der er på mere end 2 mio. bind. Det er ret imponerende, synes jeg.
Jeg har tilladt mig at låne billedet fra nettet.
Det hele gik så stærkt, at det var umuligt at få taget billeder af bygningen, før vi var ræset videre.
Vi kørte forbi det irske parlament og videre til vores første stop, som var domkirken Sct. Patricks Cathedral. En stor, ikke særlig køn kirke, men det er jo smag og behag.
Der var mange turister i kirken, og lyset var ikke så godt, så de bedste billeder blev det ikke til. Jeg synes alligevel I skal se dem.
Vores andet stop var ude i Dublins park, Phoenix Park. Det er en stor park, hvor byens zoologisk have og tre af Dublins kendte monumenter, ligger. Vi gjorde holdt ved Pavekorset Papal Cross, som blev rejst præcis på det sted hvor pave Johannes Paul II i 1979 holdt messe for mere end en million fremmødte irere.
Tid til en god is.
Tredje stop var i området omkring Merrion Square. Det er kvarteret med de mange smukke døre, som Dublin er kendt for. I får lige et par eksempler.
Turen var slut, og vi blev sat af tæt på vores hotel. Vi købte et par store, gode sandwiches, som vi spiste på vores hotelværelse. Vi drak et par kopper kaffe og slappede lidt af, før vi igen bevægede os ud i Dublins gader. Her mødte vi Molly Malone og andet godtfolk.
Statuen af Molly forestiller den fiktive unge, pige, der er beskrevet i sangen, der er kendt som “Cockles and Mussels”. Sangen fortæller om den smukke pige, som solgte fisk og skaldyr fra sin trækvogn rundt om i byens gader, mens hun om natten var deltidsprostitueret. Hun må være lidt af et ”must see”, for folk står i kø for at tage billeder af hende, så mange må kende hende fra sangen.
Der var streetart mange forskellige steder i byen
Vi gik en tur ned til floden Liffey, for at kigge lidt på Ha’penny bridge.
Den fine støbejernsbro, Ha’penny Bridge, over Liffey-floden er bygget i 1816. Den hed først Wellington Bridge, derefter Liffey Bridge som i dag er dens officielle navn. Kælenavnet Ha’penny Bridge fik den fra den afgift, det indtil 1919 kostede at gå over den. Broen er nemlig kun for fodgængere.
Vi kan rigtig godt kan lide, er det at sidde på en fortovscafé og kigge på livet omkring os. Så vi fandt et hyggeligt sted hvor vi nød en Guinness øl. Der er delte meninger om en Guinness smager godt, men smages skulle den, nu vi jo var i Irland. Jeg synes den smager ok, B. brød sig overhovedet ikke om den, så han fik en cola i stedet for.
Vores allersidste aften i Irland ville vi bruge på irsk mad, musik og dans. Vi havde nemlig købt billetter til en Irish Evening på The Merry Ploughboy Pub. The Merry Ploughboy ejes og drives af musikere, og der er irsk musik og dans hele året rundt. Som forventet var de fleste af gæsterne turister, men det var faktisk også en vældig hyggelig aften.
Hvad syntes vi så om Dublin? Tja…Nu har vi været der, og det er fint. Det kommer nok an på, hvad man gerne vil, når man er i en storby. Vi vil rigtig gerne se en masse, når vi besøger en storby. Jeg synes ikke byen har så meget at byde på, hvad det angår. Men hvis man er til masser af pubber og irsk musik, er byen super god at besøge.
Den irske aften og et lille kursus vi fik, fortæller jeg mere om senere.
No Comments