Norge Roadtrip til Nordkap

Uvejr på Nordkap

Ice bar i Honningsvåg, Norge

Som jeg lovede i indlægget fra vores tur rundt på Margerøya, fortæller jeg her om, hvad vi lavede den sidste aften på Nordkapøen, en aften som endte med uvejr på Nordkap.

Vi kørte tilbage til Honningsvåg og ville se hvad byen havde at byde på. Vores umiddelbare indtryk var jo, at det ikke var meget, og det kom til at holde stik.

Det primære omdrejningspunkt i Honningsvåg er havnen. Det er her de store krydstogtskibe og Hurtigruten lægger til. Der er selvfølgelig også masser af fiskeri fra havnen. Gæsterne fra krydstogtskibene tager primært op til Nordkap eller rundt på Margerøya inkl. fuglesafari, som vi jo desværre gik glip af på grund af vejret.

Der er en lille forretningsgade i Honningsvåg, men “ikke noget at skrive hjem om”. Vi startede jo dagen med et besøg hos kunstneren Eva i Kamoyvær, men da vi gik tur i byen fandt vi ud af, at hendes værker faktisk kunne købes i et galleri tæt på hotellet. Vi ville nu alligevel ikke have undværet at møde denne inspirerende kvinde og se hvordan hun arbejder.

På Ice bar

Da vi aftenen forinden havde været oppe på Nordkap-klippen i bidende kulde, havde jeg bestemt mig for at første punkt på dagsordenen var at få fat i nogle varme vanter og et halstørklæde. Vi fandt hurtigt en butik med nogle lækre strikvarer, så var det på plads. Bag butikken var der en Ice bar. Ingen af os havde tidligere været på Ice bar, så vi vendte tilbage sidst på dagen.

Et par søde piger, som i øvrigt kom fra Spanien, gav os termoslag på, så vi kunne holde de -5º ud, og udstyrede os med vouchers til de 2 shots, der var inkluderet per person.

Vi gik lidt rundt og kiggede, drak vores shots og fik taget nogle billeder, og så var det dét. Som forventet var det en af den slags oplevelser, som man siger “nå” til, men nu er det prøvet.

Jeg var selvfølgelig lidt nysgerrig efter at høre, hvorfor de spanske piger arbejdede i Nordnorge. De fortalte, at det først og fremmest var for at prøve at arbejde i udlandet, og så var lønnen god. Der er tilsyneladende en del unge spaniere, der vælger at arbejde deroppe. Pigerne glædede sig dog til at komme hjem til Barcelona og varmen, når deres tørn var ovre.

Middag i Nordkaphallen

Da vi kørte fra Honningsvåg var vi selvfølgelig spændte på, om vores 2. forsøg på af få midnatssolen at se på Nordkap ville lykkes denne aften. Vejret lovede ikke for godt, på turen fra Honningsvåg op til Nordkap, for det småregnede og var lidt tåget. Aftenen før havde vi dog oplevet, hvordan vejret kunne skifte i løbet af få minutter, så optimismen var i behold.

Vi havde reserveret bord til kl. 21 på restauranten i Nordkaphallen, så havde vi god tid til at nyde maden, inden det blev midnat.

Til forret valgte vi laks med en kartoffel-asparges salat til

Hovedretten bestod af svineskank med bacon/svampe sauce, kartoffelmos, asparges og gulerødder

Desserten var en vaniljemousse med multebær

Det hele var lækkert, veltilberedt og fra det lokale menukort. Derefter gik vi ud i den store udsigtshal for at danne os et overblik.

Uvejr på Nordkap

Der stod det klart, at vi kunne glemme alt om at se midnatssolen. Det styrtregnede og tågen var blevet tættere. Vi ventede lidt, men vejret blev værre og værre. Regnen tog til og den tætte tåge så ikke ud til at lette. Den berømte globus på Nordkap var ikke længere til at se, og ikke nok med det, – det var også begyndt at blæse kraftigt op.

Vi turde ikke vente længere og besluttede os for, stille og roligt, at køre tilbage til hotellet. Folk nærmest væltede ud af Nordkaphallen og hen til deres biler og busser, alle ville bare hjem. Vi havde været heldig at kunne parkere ca. 15 meter fra indgangen, og alligevel nåede vi at blive totalt gennemblødte. Det var virkelig vildt og med en nærmest orkan-agtig blæst. På vejen tilbage kørte vi lige bag en stor turistbus, den slingrede faretruende og var på et tidspunkt ved at blæse af vejen.
Vores 2. forsøg på at se midnatssolen glippede desværre også. Naturens kræfter er virkelig ikke til at spøge med. Vi havde stadig 2 steder på ruten sydpå, hvor det ville være muligt at se midnatssolen, så vi var stadig fortrøstningsfulde *smil*

Der er ca. 35 km fra Nordkap til Honningsvåg, her var vejret helt anderledes. Det regnede kun lidt og blæste stort set ikke. Tilbage på hotellet skulle aftenens uvejr lige fordøjes med en go’nat drink i baren, før vi krøb til køjs.

Hvis du endnu ikke har læst de tidligere indlæg fra vores roadtrip til Nordkap, kan du finde dem HER.

 

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    OnTrip.dk
    juli 22, 2019 at 7:38 am

    WOW det uvejr ser da helt vildt ud. Godt i kom tilbage til hotellet i god behold. Ærgerligt at i ikke fik set midnatssolen men et uvejr et da også en fed oplevelse, når der ikke sker noget. Uhh den mad ser da lækker ud. Jeg bliver da helt sulten.

    Du ser sød ud, på det billedet inde på den Ice bar.
    Tak for endnu en god fortælling med lækre billeder 🙂

    /Annette

    • Reply
      Kirsten
      juli 22, 2019 at 10:00 am

      Tusind tak for din søde kommentar, Annette 😀

      Du har ret, det var da på son vis en fed oplevelse med uvejret. Det er i hvert fald med til at man husker besøget på Nordkap som noget vildt. Mht. midnatssolen havde vi stadig “2 skud i bøssen”, men alene dét at det var lyst døgnet rundt var jo specielt. Jeg har heldigvis ikke problemer med at sove når det er lyst 🙂

      Mange tak for besøget 😀

      /Kirsten

Leave a Reply

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk