Der er specielt to steder på Mallorca, der har gjort helt specielle indtryk på os. Det ene sted er Torrent de Pareis, som ligger ved den lille naturhavn Sa Calobra på Mallorcas vestkyst. Jeg ville sådan ønske, at billederne kunne give det rigtige indtryk af dette unikke sted, men man er nødt til at se det med egne øjne, for at finde ud af, HVOR smukt der er.
Jeg havde lavet en del research på stedet, inden vi tog af sted. Noget af det jeg var kommet frem til var, at man kunne sejle fra Sa Calobra til Port de Soller. Vi ville rigtig gerne have den sejltur med, og da det på daværende tidspunkt tilsyneladende kun var turarrangører, der kunne booke sejlturen, valgte vi at købe en tur med No Frills Excursions. Det må jeg sige var en stor succes. De havde meeting point ganske tæt på vores hotel, så det kunne simpelthen ikke været lettere.
Turen over Tramuntana-bjergene
Vi kørte op til Port de Pollensa og drejede fra ind mod bjergene. Vi har tidligere kørt på bjergvejen, men kun op til klostret i Lluc, så vi var lidt spændte på resten af turen over bjergene. Imens fortalte Michael, vores engelske guide, der havde boet på øen i 20 år, en masse om livet på Mallorca, og specielt i bjergene.
Lluc klostret
Når man kommer forbi klostret i Lluc ændrer bjergene sig og bliver højere.
Tæt på kysten og udsigt over havet
Vi er nu så højt oppe, at vegetationen er blevet mere sparsom og de øverste bjergtoppe gemmer sig i skyerne.
Da vi nærmede os vestkysten skulle vi jo ned til Sa Calobra, og der skulle jeg da lige hilse og sige, at vi kom ud i nogle hårnålesving, der ville noget. Jeg må indrømme, at jeg var glad for, at vi havde en særdeles sikker, forsigtig og erfaren chauffør bag rattet, for de veje er altså ikke for tøsedrenge.
Vejen slynger sig rundt om Mallorcas højeste bjerg Puig Major og falder 800 meter over 12 km.
Man kan lige ane en anden af No Frills Excursions orange busser nede i et af svingene
Her ser man “De 3 Ave Maria’er”, som Michael fortalte de blev kaldt. Det er 3 skarpe hårnålesving hvor vejen har en speciel hældning. Svingene kommer lige efter hinanden, og har deres navn fra de gamle mallorkinere. Før turisterne havde opdaget, hvor smuk en tur det er gennem bjergene, var det kun de lokale, der kørte den vej. Når de var kommet godt gennem hvert af de 3 skarpe sving udbrød de Ave Maria og slog korsets tegn, fordi det var gået godt. Joh… små historier er der nok af, jeg har nemlig også hørt svingene omtalt som “The Knotted Tie” *smil*
Vel nede ved Sa Calobra havde vi et par timer til båden sejlede ned mod Port de Soller, hvor vi kunne udforske Torrent de Pareis.
Torrent de Pareis
En af de små, smukke bugter, der ligger på vejen om til Torrent de Pareis
Indgangen til tunnelen
For at komme om til Torrent de Pareis skal man gå via en tunnel gennem bjerget.
Da vi var igennem tunnelen blev vi mødt af et fantastisk syn. Det var som en oase inde mellem klipperne, kun med dette lille udkig til havet med høje klipper på begge sider.
Umiddelbart er Torrent de Pareis et lille unikt område, men man kan gå langt, langt ind i slugten, hvis man har tiden og er til den slags. Alt efter om det er kort tid siden det har regnet, kan der være meget vand i slugten, så det er ikke helt ufarligt at færdes derinde.
Det er virkelig et sted, der har har gjort et kæmpe indtryk på os. Det er så unikt og smukt, og som sagt kan billederne slet ikke gengive, hvor fantastisk et område det er. Vi kunne være blevet der meget længere og bare nydt det, men vi skulle jo videre.
Sejlturen fra Sa Calobra ned til Port de Soller
Vi gik tilbage gennem tunnelen til den lille havn, og så gik det ellers sydpå.
På vej ud af havnen i Sa Calobra
Torrent de Pareis set fra vandsiden
Inden vi sejlede ned langs kysten, syntes vores kaptajn, at vi skulle se Torrent de Pareis fra vandsiden, og sejlede os der hen forbi. Herefter gik det ned langs Mallorcas vestkyst. Det var en dejlig tur med udsyn til klipperne, og ind i mellem små bugter med “hemmelige” strande, på den ene side og det smukke hav på den anden.
Port de Soller
Port de Soller
Vi spiste en sen frokost i Port de Soller. Efterfølgende kørte vi med sporvognen ind til byen Soller i Appelsindalen.
Sporvognsstationen i Port de Soller
Sporvognen der kører mellem Port de Soller og byen Soller
I Soller kørte vi med Appelsintoget ned til Palma, og derfra videre op til Alcudia med bus.
Kombi-billetter
Indlægget her skal egentlig ses som en forlængelse af indlægget om Appelsintoget.
Da vi i februar stod på den gamle station i Palma, og skulle til at købe billetter til Soller, fandt vi ud af, at det nu er blevet muligt at købe kombi-billetter til hele strækningen:
- Palma de Mallorca – Soller med det gamle veterantog
- Soller – Port de Soller med the tram/sporvognen
- Port de Soller – Sa Calobra med båd
- Sa Calobra – Torrent de Pareis på gåben
- Retur igen i omvendt rækkefølge
- Pris – da vi var der kostede en returbillet 50 Euro
Hvordan man lettest kommer til Sa Calobra og Torrent de Pareis afhænger af, hvor man bor på øen. Spørg endelig hvis du er i tvivl om, hvad der lettest derfra, hvor du opholder dig på dejlige Mallorca.
Turen med No Frills Excursions
Det var en fantastisk tur – veltilrettelagt, dejlig bus, behagelig og erfaren buschauffør, der sikkert fik os gennem hårnålesvingene. Vidende, informativ og rar guide. Fin turbåd med en lille bar, hvor man kunne købe drikkevarer og snacks, sødt og hjælpsomt personale ombord.
Alt i alt vil vi give No Frills Excursions 5*** ud af 5, ingen tvivl om det.
Vi plejer at leje bil, når vi er på Mallorca. Det er let og der har aldrig været problemer med det. Hvis man ikke har lyst til at køre selv, eller gerne vil have en erfaren guide med, kan vi helt sikkert anbefale No Frills Excursions.
Vi kommer til at besøge Torrent de Pareis igen på et tidspunkt, det er helt sikkert.
2 Comments
OnTripDK
maj 24, 2018 at 6:30 amWOW hvor ser det lækkert ud, Kirsten. Jeg får da lyst til, at springe på et fly med det samme for at opleve dette smukke sted. Så tak, for dejlig inspiration og smukke billeder.
Jeg kan godt forstå, at det er et helt specielt sted på Mallorca og sikke nogle veje. Man skal da ikke lide af køresyge 😉
Jeg synes, bestemt at dine billeder retfærdiggøre hvor smukt der er. De er super lækre 😉
Tak fordi du delte endnu en smuk perle på Mallorca.
/Annette
Kirsten
maj 24, 2018 at 9:19 pmMange tak, Annette – både for besøget og din kommentar, den er jeg rigtig glad for.
Det er virkelig et helt unikt sted, og skulle I komme til Mallorca igen på et tidspunkt kan det varmjt anbefalet at besøge Torrent de Pareis – i sår fald – kom så tidligt på dagen som muligt, op af dagen kommer der mange besøgende ;-D
Du har helt ret – køreturen er ikke et hit, for dem der lider af køresyge, men det er vi heldigvis fri for.