Anmeldelser Godt og blandet Hoteller Parga

ANMELDELSE AF PARGA BEACH RESORT

Haven på Parga Beach Resort

Parga Beach Resort er helt fantastisk, og et perfekt sted, hvis man gerne vil have ro, fred og afslapning på sin ferie. Mange forbinder et resort med all inclusive, store pools med vandrutsjebaner og høj musik drønende ud af højttalerne. Sådan er Parga Beach Resort slet ikke.

Receptionsbygningen

Parga Beach Resort ligger på en lille, lidt kringlet vej, hvor en almindelig bus ikke kan komme til. Vi blev sat af nede ved strandpromenaden og bagagen læsset over i en lille varevogn. De sidste ca. 250 meter foregik på gåben. Efter indtjekningen sørgede en sød ung fyr for, at bagagen blev transporteret hen til værelset, og viste os til rette. Værelserne ligger spredt over et større område, så det var dejligt lige at blive fulgt til dørs.

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed….

Parga Beach Resort har mange kvaliteter, men der specielt to ting, der stikker ud. Den ene er beliggenheden nærmest på stranden og så den smukke have.

Stranden

Udsigten ind mod byen med den gamle borg øverst oppe

Restauranten

Det er fantastisk at sidde og kigge ud over stranden og vandet, mens man nyder sin morgenkaffe.

Haven
Hotellets have er virkelig smuk, se bare her….

Trappen op til vores værelse og et af de mange granatæbletræer der er i haven

Vores værelse på 1. sal

Udsigt fra vores altan

Parga Beach Resort er bygget op ligesom små gårdhaver med en lille pool og solsenge. Nogle af værelserne i stueplan har direkte adgang ud til poolen, hvilket er vældig praktisk, specielt hvis man rejser med børn. Hotellet ligger i en gammel olivenlund, så i haven findes oliven, citrusfrugter, granatæbler og krydderurter, blandet med smukke roser, prydbuske osv.

Værelset

Værelset virkede lidt slidt og gammeldags, der lugtede fugtigt uanset hvor godt man luftede ud. Med mindre solen stod direkte ind, virkede alt klamt. Vi havde begge behov for at arbejde ved vores computere på turen, så vi manglede noget bordplads. Det løste vi ved at hente altanmøblerne ind.

To KÆMPE PLUSSER hvad værelset angår er

  • for det første de virkelig gode senge, jeg har aldrig tidligere sovet så godt i en hotelseng.
  • for det andet var der pudemenu, dvs. man kunne vælge mellem 8 forskellige hovedpuder, hvilket var virkelig dejligt.

Restauranten

Her er et lille kig ind i restauranten. Som før nævnt er udsigten ud over standen og vandet helt fantastisk. Morgenmaden, som var inkluderet, var meget på det jævne og var lidt uorganiseret. Et stort plus var, at personalet der fyldte op bar handsker og havde håret dækket.

Vi spiste frokost og middag der et par gange i ugens løb. Når man kigger på Tripadvisor får restauranten kritik for, at maden er for dyr i forhold til kvaliteten. Det oplevede vi nu ikke. Maden var måske en smule dyrere end på naborestauranterne og inde i byen. Til gengæld var vi fri for, at der gik katte rundt PÅ bordene, og hygiejnen var tydeligvis i top. Det betaler vi gerne lidt ekstra for.

Lige ved siden af restauranten var hotellets største pool. Som du kan se, er der kun små pools på hotellet.

Forberedelse til bryllup
Lørdag skulle der være græsk bryllup på hotellet.

Der gøres klar til bryllup på stranden


Plusser ved Parga Beach Resort

  • Beliggenheden ned til stranden og vandet
  • Den dejlige have med flere små pools
  • Søvnkvaliteten er i top med de gode senge, inkl. pudemenuen
  • Den gode barista kaffe
  • God hygiejne
  • Hurtig og gratis WIFI overalt
  • Der er dejlig roligt

Minusser ved Parga Beach Resort

  • Der er plads til forbedringer hvad værelset angår, det virker slidt og lugter fugtigt
  • Der mangler et sted, hvor man kan sidde og arbejde/slappe af uden at personalet hele tiden kommer for at spørge, hvad man ønsker at bestille

Parga Beach Resort er et godt valg, hvis….

du gerne vil bo et roligt sted uden all inclusive koncept og en masse støjende aktiviteter. Hvis du elsker at sidde stille og roligt ved vandet og bare slappe af, er det helt sikkert stedet for dig.
Der er morgen-yoga for alle og svømmeundervisning for børn.

Parga Beach Resort er IKKE et godt valg, hvis….

du rejser med børn, der elsker at bade ved stranden. Stranden er nemlig IKKE børnevenlig omkring Parga. Når man er 1-1½ meter ude går havbunden pludseligt ca. en meter ned, og voksne står i vand næsten til hofterne.
BØRN ER MERE END VELKOMNE, jeg tror bare større børn med krudt i rumpen vil kede sig her.
Vejen om til byen kan – for nogen – være en udfordring. Man skal først ca. 500 meter op ad en stejl sti. Herefter går det nedad via en trappegade, ned til havnepromenaden. Det KAN lade sig gøre at komme rundt med en klapvogn, men det er bestemt ikke optimalt. I så fald ville jeg vælge et hotel med en anden beliggenhed.

Du kan se Postkort fra Parga HER, hvis du har lyst.

Vi besøgte Parga Beach Resort først i oktober 2017.

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    OnTrip.dk
    oktober 19, 2017 at 9:30 am

    Der ser ret hyggeligt og indbydende ud. Kan godt lide et sted hvor der er små kroge hvor man kan sidde og et hotel i et kuperet terræn synes jeg altid er super charmerende. Jeg giver også heller end gerne lidt ekstra for at hygiejnen er i top og nej ingen katte på borde hvor jeg spister, tak 😉
    Jeg ved ikke om jeg ville kunne holde den der klamme duft ud af fugt. Synd for der ser faktisk ret hyggeligt ud.

    /Annette

    • Reply
      Kirsten
      oktober 19, 2017 at 10:46 am

      Mange tak for kommentaren 🙂
      Det er faktisk et rigtig rart hotel, det eneste er som sagt den fugtige lugt. Vi hørte fra andre gæster, at de havde samme problem. Jeg tror måske værelserne trænger til at blive varmet godt igennem, men det er jo svært hvis de ligger mere eller mindre i skygge. Vi ville gerne være flyttet, men der var desværre fuldt booket ud. Men pyt, det gik jo alligevel 🙂
      Mange tak for dit besøg.

      /Kirsten

Leave a Reply

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk