Norge Roadtrip til Nordkap

Rundt på Margerøya

Rundt på Margerøya

Efter en god nats søvn på hotellet i Honningsvåg, stod vi op til hvad der skulle vise sig at være en kold og regnfuld dag. Vi havde afsat dagen til at køre lidt rundt på Margerøya, eller Nordkapøen som den jo også kaldes. Men først skulle der købes vanter og halstørklæde, for det var igen en dag med kun 5+ grader og regn.

Hos Eva i Kamøyvær

For en papirnørd som jeg var det jo næsten et must at besøge papirkunstneren Eva Schmutterer i den lille by Kamøyvær. Eva er en tysk dame, som i sin tid giftede sig med en mand fra Kamøyvær og flyttede dertil. Det er her hun har sit galleri og sidder og laver sine billeder.

East of The Sun hedder galleriet, og har til huse i det gule hus, hvor Eva og hendes mand også bor. Hvis man laver en aftale på forhånd kan man få Eva til at fortælle om, hvordan hun arbejder. Vi var heldige, at vi kunne koble os på en gruppe, der netop skulle til at høre hende fortælle.

Eva laver de flotteste billeder i en form for papirklip. Hvis man ser på billedet i hendes hånd, kan man se de hvide streger, som danner motivet. Hun starter med et stort stykke karton. Her tegner hun sit motiv op med en blyant. Herefter skærer hun de brede streger ud med en skalpel. Så begynder det spændende – som hun siger. Alle farvefelterne er lavet af udklip fra ugeblade, magasiner, reklamer, bøger osv. som bliver klistret bag på under udklippene. Alt hvad hun kan finde af papir med ensartede farveområder og af god kvalitet kan bruges.

Eva er en hjertelig kvinde, som elsker at fortælle om sit arbejde

2 af hendes værker

I hendes værksted lå store stakke af tidsskrifter, magasiner, ugeblade osv. Alt sammen er noget, som naboer, venner, familie osv. kommer med, hvis de mener det kan bruges. Sikke et arbejde alene at finde de materialer, der passer til et værk, i de store stakke.

Vi tog selvfølgelig også lige et lille kig på Kamøyvær, før vi fortsatte turen.

Som det ses er Kamøyvær kun et lille sted. Der bor ca. 130 mennesker i byen. Ud over Eva lever de fleste af fiskeri og turisme, det er nemlig populært at tage på fisketur ud fra byen.

Frokost i Skarsvåg

Vi fortsatte rundt på Margerøya og kørte ned til Skarsvåg, hvor vi fandt ud af, der kun bor omkring 60 mennesker. Her fandt vi et sted, hvor vi kunne spise frokost. Jul og Vinterhuset er en blanding af en julebutik og fiskerestaurant. Menukortet var ganske kort, man kunne få kongekrabber, fiskesuppe og vafler med kaffe. Der var stuvende fuldt da vi kom, men det lykkedes dog at finde et par pladser.

Ternet voksdug, julebakke, krabber med citron, 2 slags mayo og hvidt brød med plantemargarine – jow-jow ikke noget fise-fornemt her.

Bagefter en vaffel på paptallerken og et krus kaffe – så kunne vi lige holde den gående til middagen på Nordkap.

Frokosten blev “krydret” med en flok rensdyr, som gik og græssede lige uden for vinduerne

Tørfisk in the making

Margerøya Norge

Gjesvær

Vores næste punkt på dagsordenen var et besøg i Gjesvær. Vi havde tænkt vi skulle på fuglesafari ud til fuglefjeldene lidt fra kysten.

Regnen var taget til og tågen blev tættere og tættere ude omkring øerne. Vi var flere der havde fået den samme idé. Den rare skipper ville da også hellere end gerne sejle en tur med os, men – som han sagde – jeg synes vi skal vente og se, om tågen letter lidt og regnen stilner af, for lige nu får I i hvert fald ikke de flotte billeder med hjem i kameraet. Sådan blev det, vi besluttede os for at vente en times tid. I stedet satte vi os ind på den lille café, som skippers kone driver.

Caféen var lidt et sammensurium af udstoppede fugle og gamle effekter, som kun var til pynt, og diverse souvenirs, og så selvfølgelig selve café-delen. Et lidt spøjst, men ganske hyggeligt sted.

Vi drak en kop kaffe, kiggede lidt på den lille kirke overfor, og snakkede derefter igen med skipperen.

Vejret var desværre ikke blevet bedre, nærmere tværtimod, så vi blev enige om at droppe fuglesafarien. Ærgerligt, men så har vi måske en god grund til at vende tilbage til Gjesvær igen en gang.

Vi trillede stille og roligt tilbage til hotellet, og besluttede os for at se hvad Honningsvåg havde at byde. Umiddelbart var det ikke meget, om det er rigtigt, og hvordan vores tur ud til Nordkap gik, må I vente med at høre om til næste indlæg.

Det var lidt om vores tur rundt på Margerøya, desværre i dårligt vejr, men sådan er det jo. Fik du ikke læst alle de andre indlæg fra vores roadtrip til Nordkap, kan du finde dem HER

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    OnTrip.dk
    juli 4, 2019 at 9:26 am

    Jeg er vil med at læse om jeres oplevelser fra Nordkap. Det er meget inspirerende og jeg får lyst til at tage afsted. Dine smukke billeder lokker især 🙂

    Det er interessant at læse om de små samfund, at der bor en kunstner som laver smukke ting, at man kan spise lokale råvarer og den sidste cafe er jeg da ret vild med.
    Ja, vejret kan vi jo ikke styre og øv at i ikke kom på fuglesafari men enig, så er der en grund til at tage afsted igen.

    Tak for dejlig læsning med smukke billeder. Som altid en fornøjelse.

    /Annette

    • Reply
      Kirsten
      juli 7, 2019 at 3:34 pm

      Tusind tak for din søde kommentar, Annette 😀

      Der er barskt i Nordnorge, og jeg tager virkelig hatten af for dem, der holder gang i de små samfund deroppe. Det er bestemt ikke nogen dans på roser, men de er glade og tilfredse med deres liv. Mange unge rejser selvfølgelig væk for at uddanne sig, og langt fra alle kommer tilbage, men sådan vil det jo altid være.

      Mange tak for besøget 🙂

Leave a Reply